|
| af Henrik Traberg, 21-08-2006 |
| Min første marathon - Grenå 19. august 2006 |
|
|
Jeg gjorde det! Mange taler om det. En del har gjort det. Nogle gør det aldrig igen. Og så er der dem, der er ikke kan få nok.
Jeg taler om marathon - 42,195 km. Sjældent har et så ulogisk tal virket så dragende på så mange. Måske lige med undtagelse af phi (3,14).
Grenaa Marathon - lørdag den 19. august 2006 - skulle være rammen om min personlige test. Forløsningen eller fiaskoen efter måneders forventninger, timers sved og utallige kilometre igennem fødderne. Jeg havde forberedt mig gennem flere måneder, men var alligevel usikker på hvordan det ville gå. Målet var at gennemføre.
Ville det lykkes, ville mine knæ sige stop - måtte jeg give op efter 30 km, hvordan med vejret, kunne jeg klare mig alene på vand, sportsdrik og frugt undervejs? Spørgsmålene var mange og forventningen stor.
Ruten var helt perfekt. 2 x ½-marathon i et varieret terræn med både by, landevej, idyliske landsbyer, slotte, skov og plantage og tilpas kupperet til ikke at blive kedelig. Det startede med styrtende regn, men efter 15 min. stod den på en passende overskyet himmel og senere en ikke for varm sol.
Løbet bestod også af 10 km og ½ marathon. Jeg koncentrerede mig om at holde mit eget tempo og ikke starte for hårdt. Det var fristende lige at indhente en 20 år ældre løber foran sig, men jeg nærede mig. Jeg holdte - stort set - de tider jeg havde kalkuleret med hjemmefra.
½ marathon gik smertefrit, hvorefter der blev noget ensomt på ruten. Ved 30-35 km begyndte folk at tabe tempo/gå og jeg kunne langsomt indhente flere løbere og kunne følges med nogle. Det gjorde det noget sjovere.
Den sidste time gjorde ondt i fødder, ankler, lægge, knæ og lår. Men jeg lod mig ikke friste til at holde gåpauser ud over en enkelt lille tur op af en bakke.
De sidste 5 km var trods smerterne eurofoiske. Jeg vidste nu, at jeg ville gennemføre. De sidste to km havde jeg overskud til at øge tempoet lidt i jagten på at nå mit delmål (udover at gennemføre): at komme under 4 ½ time. Efter 4 timer, 29 minutter og 48 sekunder var det slut.
En rigtig dejlig følelse bredte sig i hele kroppen. Og en naturlig træthed. Det er - næsten - bedre end sex.
Jeg undgik vabler og efterfølgende fik jeg kun en moderat ømhed i benene.
Mandag var jeg på asfalten igen med en let gang 7,5 km. morgenløb.
Jeg glæder mig allerede til næste gang - og da skulle jeg gerne nappe et kvarter af tiden.
Vi ses derude. |
|
